Flest kvinder
men også mænd får lavt stofskifte
Mange flere kvinder end mænd får lavt stofskifte
Over 90% af dem, der har lavt stofskifte, får sygdommen, fordi de har den autoimmune sygdom, Hashimotos Thyreoditis.
Hashimotos Thyreoditis rammer omkring 10% af befolkningen – heraf er 80% kvinder.
Det svarer til, at 400.000 kvinder og 100.000 mænd i Danmark lider af den skjulte sygdom, Hashimotos Thyreoditis,
som er årsag til, at man får lavt stofskifte. Kun omkring 100.000 er i behandling for lavt stofskifte i Danmark.
Mange går altså ubehandlede. Er du en af dem?
Typisk får man lavt stofskifte, når man er lidt oppe i årerne – men alle kan få lavt stofskifte.

Unge kvinder
For nogle er det første symptom på, at de er ved at udvikle lavt stofskifte, at de ikke kan blive gravide.
De første symptomer på begyndende lavt stofskifte, kan være:
- abort - måske flere i træk
- svangerskabsforgiftning
- dødfødsel
- lav fødselsvægt
- fødselsdepression

Mænd
Mænd får de samme symptomer som kvinder – naturligvis bortset fra dem, der relateres til graviditet.

Modne kvinder
Symptomerne på lavt stofskifte kommer lidt efter lidt:
- man bliver lidt tykkere
- man får mormorarme og dobbelthage
- man bliver træt, udkørt, får måske stress
- pludselig udvikler man en tendens til depression
- man kan få forstoppelse
- man kan få hjerteproblemer
- man kan få krampe i benene
- man kan få ondt i muskler og led
Alle disse symptomer kan forveksles med, at du bliver ældre, at du har et stresset liv – eller at du slet og ret bare er blevet doven.
Derfor reagerer lægen ikke altid på disse symptomer, og derfor går mange kvinder med lavt stofskifte i mange år, uden at lægen undersøger, om der er noget galt.
I stedet får de at vide, at de skal tage sig sammen, motionere og spise sundt.
Når de ikke kommer i behandling, får de det bare dårligere og dårligere som tiden går.
Ældre mænd og kvinder
Udover de allerede beskrevne symptomer, er der en risiko for, at lægen og familien tror, at den ældre kvinde/mand, der er ramt af lavt stofskifte er ved at udvikle demens.
Symptomerne er nemlig meget ens. Men forskellen er, at lavt stofskifte kan behandles, det kan demens ikke.
